TV-systemer og signal-standarder

TV-systemer

I dag er al video der udsendes stort set i et High Definition (HD) format, til forskel fra tidligere hvor man arbejdede i Standard Definition (SD). I vores del af verdenen arbejdede man efter den standard der hedder PAL, til forskel fra USA hvor man brugte TV-systemet NTSC. PAL og NTSC er ikke kompatible.

Enkelte europæiske lande brugte TV-systemet Secam (bl.a. Frankrig), der til dels er kompatibelt med PAL.

Hos Mediatize.dk tilbyder vi kun digitalisering af materiale i PAL.

Phase Alternating Line (PAL)

PAL-signalet består af 625 linier der hver er opdelt i 576 punkter. Et fuld billede (eller en frame, som man kalder det i fagsproget) består altså teoretisk af maksimalt 625×576 = 360.000 punkter. Dette er mængden af information vi skal digitalisere og gemme – 25 gange i sekundet.

I praksis blev signalet dog altid forringet på sin vej gennem den analoge signalkæde, og ved direkte TV-modtagelse var der sjældent mere end 350-400 linjer tilbage i signalet, når det nåede forbrugernes TV-modtagere.

Når det kom til videooptagere til hjemmebrug, havde VHS-systemet kun omkring 220 linjer, og Betamax-systemet omkring 250 linjer. Det var dog ikke sådan at man kun fik et halvt billede når man så en videooptagelse, da PAL-systemet var så smart indrettet, at det selv fyldte de manglende pladser ud. Man “strak” om man så kan sige informationerne man havde til rådighed – så hvis man havde en blå prik og fire pladser med huller og så en blå prik igen, så blev hullerne også fyldt ud med samme blå farve, og man fik et billede der lignede det originale

Signaltransport – Composite, Y/C og Component og digital video.

Et videosignal er delt op i værdier for sort/hvid-niveau og værdier for farverne rød, grøn og blå – RGB. Den simpleste måde at sende et videosignal fra f.eks. en video-maskine til en anden, er at kode alle værdierne sammen i et signal, der så kan overføres med et enkelt kabel. Dette kaldes “composite video”. Fordelen er, at man har en simpel kabelføring, ulempen er, at der altid vil være noget “afsmitning” imellem de enkelte dele af signalet, så når man f.eks. ser en dame i en rød kjole, holder den røde farve sig ikke altid helt indenfor konturerne af kjolen på billedet.

En anden metode – som blev udbredt med indførelsen af Super-VHS og Hi8 formaterne, er, at overføre det sort/hvide signal (luminans, betegnet med bogstavet Y) for sig, og farverne i et andet signal (chrominans, betegnet med bogstavet C) – et såkaldt Y/C signal. Fordelen her er, at man kan opnå en højere opløsning af det sort/hvide signal, som tegner konturerne i billedet, og farverne holder sig bedre indenfor konturerne af den del af billedet de skal optræde, men der kan stadig ske en afsmitning farverne imellem, så de ikke er helt så naturtro som man måtte ønske.

I den professionelle verden lavede man en standard der ikke bare separerede sort/hvid og farver, men også overførte farverne som separate signaler. Denne standard kaldes YUV, eller component video. Her opnår man både en meget høj opløsning af signalet, samt god farveseperation så farver står mere roligt og naturtro.

Digital video – på bånd

Før man begyndte at optage på rene digitale medier udviklede man digitale videoformater, som blev lagret på bånd. Fordelen ved digitale formater var, at man helt kunne adskille det sort/hvide signal samt de tre grundfarver, i det digitale signal. En yderligere fordel var, at man nu kunne hente det digitale signal ind i en computer til videre bearbejdning, uden nogen forringelse, da man simpelthen overførte de digitale data der var lagret på båndet, direkte til en computer.

Digitale videosignaler transporteres i enten DV-format eller som en SDI-datastrøm.

SDI – Serial Digital Interface

SDI er en professionel standard til overførsel af ukomprimeret video og lyd i et enkelt kabel. Da signalet er digitalt, sker der ingen afsmitning imellem de forskellige komponenter af signalet.

Digitalisering af analoge signaler

Det er i dag muligt at købe billige enheder til at digitalisere video, som man tilslutter imellem en almindelig videobåndoptager eller et kamera, og en computer – typisk med et USB-kabel. Digitaliseringskredsløbene i disse er dog sjældent af høj kvalitet, og typisk kan de kun modtage videosignalet som composite eller Y/C.

Professionelle videodigitaliseringskort arbejder med SDI-signaler, og kræver derfor enten en videomaskine med en SDI udgang, eller, at man konverterer de analoge signaler til SDI, før de bliver digitaliseret. På denne måde sker selve digitaliseringen så tæt på kilden (videobåndet) som muligt – nemlig i konverteren – og man mister ikke nogle informationer undervejs fra signalet er konverteret til SDI, til det gemmes på computerens harddisk.

SDI kan overføre meget store datamængder, op til Ultra High Definition, så ved at konvertere det analoge PAL-signal til en SDI-datastrøm, er man sikker på at alle informationer der fandtes i det originale analoge signal, også overføres til det digitale signal.

Hos Mediatize.dk konverterer vi derfor altid analog video til SDI, før vi overfører det til vores computere. Vi bruger kun professionelle konvertere i fuld broadcast kvalitet og kan derfor garantere, at den fil vi gemmer på computeren indeholder så mange af videofilmens originale data som muligt.